Dødsens alvorligt, men vi er ikke døde endnu

 

Søndag den 8. januar kunne jeg i Politiken læse en kronik skrevet af min gode ven Jan Vagn Jakobsen.
Lad mig lige fortælle lidt om min ven Jan. Han er et par år yngre end jeg. Journalist, foredragsholder, kommunalpolitiker blandt meget andet. Faktisk har Jan levet 40 år mere end forventet. Han har nemlig muskelsvind. I modsætning til lægernes forventninger i Jans barndom er det ikke et problem, der forhindrer ham i at leve lige så længe som mig for at nævne et eksempel.
Jan har som nævnt muskelsvind. Han lider ikke af det- mig bekendt. Alligevel er han med sit handicap i en kategori, hvor han umuligt selv vil kunne klare livet. Jan kan nemlig ikke trække vejret selv, men bruger respirator. Er der strøm på respiratoren og hjælpere omkring ham er det det problem dog løst.
Jan var blevet provokeret af debatten om aktiv dødshjælp. Ikke over at den finder sted. Men primært fordi emnet næsten altid behandles overfladisk og unuanceret.
Derfor argumenterer han ud fra egne forudsætninger mod tendenserne til at institutionalisere aktiv dødshjælp og istedet for retten til aktiv livshjælp og selvbestemmelse i eget liv.
Jans valg af emne for kronikken er dødsens alvorligt. Bogstaveligt talt. Læs resten

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Solidaritet er der brug for

Vi har tager hul på et nyt år. Har nye muligheder foran os. Håber på forandringer til det bedre.

Det år, vi lagde bag os, var på mange måder fyldt med en perlerad af nedslående oplevelser. Mange af os sidder med en følelse af, at nu kan det kun gå fremad.
Helt så galt var 2016 nu ikke når alt kommer til alt.
Alligevel huskes det forgangne år for den frygt og afmagt, som bredte sig hos mange danskere. Kontanthjælpsloft, nedskæringer på velfærden og alvorlige forringelser af retssikkerheden for handicappede og psykisk syge prægede politikken i Danmark.

Ikke mindst lokalpolitisk blev det dagens orden at forholdene blev værre. Politikerne var ikke helt i samme virkelighed som vi andre. De gjorde sig ikke klart, at deres beslutninger gjorde livet sværere og mere utrygt for utallige mennesker med forskellige udfordringer.

Utrygheden har i alt for høj grad betydet at tilværelsen ramler sammen om ørerne på de, der har færrest ressourcer at give af.

Alligevel har man oplevet kommunalpolitikere svinge sparekniven over ældre, demente, psykisk syge, handicappede og kronisk syge.

Afstanden mellem en tilværelse, hvor man har arbejde og kan forsørge og betrygge sin familie og den sociale katastrofe er blevet kort.
En ulykke eller at miste jobbet er reelt blevet målet for om man er indenfor eller udenfor fællesskabet.
Imens de rige bliver rigere og rigere men bidrager ikke mere til fællesskabet. Deres vilkår har til gengæld politikernes fulde opmærksomhed.

Ikke underligt, at en følelse af magtesløshed og manglende solidaritet griber dele af befolkningen. Der er bestemt grund til at frygte for fremtiden.

Når jeg alligevel nærer håb for fremtiden skyldes det, at 2016 også betød, at rigtig mange helt almindelige danskere trådte i karakter. Næstehjælperne påtog sig at mildne luften for de mange reformramte, så de trods alt kunne overleve. Der blev givet bidrag til indsamlinger til fattige og julehjælp. Frivillige dukkede op alle vegne og gjorde en forskel.

Det viser for mig, at det bestemt ikke er alle danskere, som accepterer undergravningen af velfærdssamfundet. Mange vil kæmpe for princippet om at fællesskabet tager hånd om dem, der ikke selv kan. Vi rækker hinanden en hånd og giver konkret udtryk for vores sociale forståelse.

Kort sagt solidaritet er ikke blevet gammeldags. Den er sprællevende og trives i bedste velgående.
Vi har stadig en del at samles om i 2017. Først og fremmest solidariteten, sammenholdet og fællesskabet.

I slutningen af året fik vi endnu en påmindelse om, at der er et stykke vej igen. Kommunalpolitikerne landet overbesluttede at hæve deres egne vederlag med over 30 procent.
I Fredensborg kommune skete det fuldstændigt enstemmigt. De 1,2 million kroner det koster, tages fra det øvrige budget. Alle var enige. Ingen nævnt – ingen glemt.
En modig beslutning i et valgår. Politisk tonedøve er de, ikke mindst i et valgår.

Så solidariteten er der stadig brug for. De reformramte har brug for at vi andre forlanger anstændige livsvilkår for dem.

Godt nytår

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar